| Træningslejr for 505 joller i Hellerup |
505 klassen afholdt sin årlige træningslejr weekenden d. 19-20 april med "guest-star" træner Peter Hansen i instruktør rollen.

Vejrudsigten var perfekt, da vi gik ind i weekenden, med sol, varme og let-mellemluft. Det skulle desværre vise sig at metrologerne kun havde ramt rigtigt m.h.t. sol og varme, men ikke med vinden som aldrig kom over 3 m/sek. og i perioder var der fuldkommen havblik.
Nå, men vi kom da på vandet efter en briefing fra Peter om hvad han forestillede sig vi skulle bruge tiden på. Den stod på acceleration ud af startblokken. Han havde i sinde at tage tre starter efter hinanden med tre min. imellem hver. Den tredje start skulle vi så fortsætte op omkring et topmærke, og tilbage i mål ved at lave en gate runding med startlinjen som gate. Det gave rigtig god fokus på boathandling og acceleration, som jo netop var formålet.
Om eftermiddagen havde Peter lagt op til at vi skulle træne starter, hvor det gjaldt om at holde sit spor efter starten. Denne øvelse blev aldrig til noget da vinden droppede til tæt på ingenting. Vi gik derfor alle på land, hvor der blev fulgt op på erfaringerne fra vandet.
Der var senere nogle både der tog på vandet, sidst på eftermiddagen hvor der var kommet en smule krusninger på overflade. Jeg er ikke klar over hvad der blev trænet.
Om søndagen gik øvelsen ud på at vi lavede tre-minutters starter, og hvor Peter så inden for det sidste minut kunne starte os med 10 sekunders varsel. En øvelse som træner evnen til at ligge på linjen, og holde sin position, for derefter at accelerere uden meget tid til at forberede sig. Efter min mening en god øvelse, som på mange måde minder om de arbejdsforhold der er under en rigtig start i et stort felt. Efter starten sejlede vi en omgang på en kort bane, og gik i mål på samme måde som ved gårdsdagens øvelser.
Også om søndagen døde vinden totalt, og vi blev trukket ind til havnen, hvor vi evaluerede dagen. Peter var rigtig god til at spørge ind til forskellige ting, som tvang folk til at tænke over den måde de sejlede på. Alt i alt en lærerig og hyggelig weekend.



